Hovedlinje

onsdag den 16. januar 2019

Hæklestrik -En nytænkning af strik og hækling

Garn Specialisten spurgte om jeg havde lyst til at anmelde den nye bog Hæklestrik - En nytænkning af strik og hækling af Zuzana Madsen, og selvfølgelig havde jeg det.

Bogen introducere en helt ny måde at forbinde strik og hækling, og jeg er ret vild med det udtryk det giver. Der er 16 opskrifter på karklude der lader dig lege med at kombinere forskellige strikkede og hæklede masker.
Bogen henvender sig til dem der kan de basale masker indenfor strik og hækling, jeg vil dog sige at det er en fordel hvis man er lidt øvet i begge dele.

I starten af bogen er der en introduction til hvordan du laver nogle af teknikkerne. Heriblandt hvordan du strikker op i de hæklede masker og hvordan du hækler de strikkede masker. Afsnittet er fint illustreret med tegninger, så man visuelt kan se hvordan det skal gøres. I nogle af opskrifterne er der brugt andre måder at skifte mellem strik og hækling, f.eks slår man i en opskrift op rundt om hæklemaskens stolpe og det savner jeg illustrationer af.

Efter introduktionen er der et kort afsnit om hæklefasthed og forkortelse af masker. Da bogen henvender sig til dem, der i forvejen kan de basale masker, synes jeg det er rart at der ikke er brugt en masse sider på illustrationer af masker og forklaringer.

Jeg kæmpede meget med hæklefastheden og det lykkedes mig aldrig at få den til at passe. Egentlig betyder det måske heller ikke så meget når der er tale om karklude. Omvendt så synes jeg også at angiver man en fasthed bør den også kunne komme til at passe.
I bogen er der angivet at der bruges bomuldsgarn der løber 170m/50g. Jeg valgte derfor en mayflower garn der passede præcis med dette.
Strikkepinde var angivet til 3mm og hæklenål til 2,5mm.
Jeg valgte at lave karklud 8 og følgende var angivet:
Fasthed: 19m x 36p = 10x10cm
Kluden skulle så blive 25x25cm.

Allerede da jeg så fastheden studsede jeg lidt, for jeg har normalt 30m = 10cm når jeg strikker i 8/4 bomuld på pinde 3. Jeg valgte at gå en hel størrelse op i både pinde og nål og det blev lidt til den løse side. Ved at gå en hel størrelse op lykkedes det mig fint at ramme længden men bredden var stadig 4cm for smal i forhold til opskriften.
Det kunne være interessant at se, hvad jer læseres erfaring er med at få fastheden til at passe på opskrifterne i bogen. Måske er det bare mig?
 
Da jeg skulle lave kanten på kluden måtte jeg bruge billedet som pejlemærke, da der ikke var angivet om den skulle hækles rundt i spiral, om omgangene skulle afsluttes eller om der skulle vendes. Det er nok især her, jeg tænker at det er en fordel at være lidt øvet, da det kræver at man ved hvordan det færdige arbejde kommer til at se ud alt efter hvilken metode der bruges, for ellers er det svært at arbejde ud fra billederne.
 
Jeg er fan af det udseende teknikken giver og jeg elsker at se hækling og strik bragt sammen på en nytænkende måde.
Som bogen ligger op til er det en helt ny teknik der introduceres og jeg synes derfor også der kunne have været flere illustrationer af nogen af teknikkerne, f.eks det med at slå strikkede masker op rundt om hæklemaskens stolpe.
Jeg synes også at beskrivelsen af hvordan kanten på kludene hækles kunne være uddybbet mere. Det ville gøre at flere kan være med, også dem der ikke kan se sig ud af hvad man skal udfra et billede af den færdige klud.
Hvis jeg skal give bogen stjerner ud af 5 må det blive 3,5.

Ville jeg selv kaste penge efter Hæklestrik? Ja, det ville jeg. Som sagt er jeg fan af hækling og strik sammen og det look dette giver.


Bogen er sponsoreret af Garn Specialisten. I kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.