Hovedlinje

mandag den 24. juni 2019

Hæklede lækkerier til boligen

Så blev det da sørme tid til en ny boganmeldelse her på bloggen. Denne gang er der tale om bogen Hæklede lækkerier til boligen af Twinkie Chan.

Bogen har ligget og kigget på mig i noget tid, og egentlig er det meste i den slet slet ikke mig, men åhhh alle de skønne farver, dem kan man kun blive glad i låget af.
Jeg har kigget lidt på Twinkies hjemmeside og hendes Instagram og præcis som forventet ud fra bogen, er begge dele spækket med pangfarver og opskrifter på pudsige ting.

I bogen Hæklede lækkerier til boligen finder du 20 opskrifter på ting til hjemmet. Bogen er inddelt i kapitler med ting til henholdsvis køkkenet, stuen, badeværelset og kontoret. Derudover er der til sidst en lille hækleskole som gennemgår de mest almindelige masker og teknikker.

Det gennemgående tema i bogen er i min optik kitsch med kitsch på. Der er virkelig knald på de glade farver og stort set alle opskrifter er funktionalitet gemt i føde- og drikkevarer.

Det er jo klart nemmest at anmelde kvaliteten af opskrifter, når man selv har lavet noget ud fra dem, så jeg valgte at lave candyfloss kuglepinde coverne.
Det var sjovt at prøve at karte ulden efter det var hæklet så det fik det fluffy candyfloss look, og se hvilken effekt det fik, og det er klart noget jeg skal prøve igen i forbindelse med hækling af bamser.
 
Opskriften jeg afprøvede var nem at gå til og let forståelig.
I starten af opskriften var der angivet hvilke materialer der skulle bruges, bla. skulle der bruges hæklenål 5mm og 5,5mm og garnet er angivet med bogstaver. I opskriftsdelen står der så brug den lille eller den store hæklenål, sammen med at garnet er angivet med bogstaver, bliver det en anelse uoverskueligt hvad der skal bruges hvor. Er man garvet hækler betyder det ikke så meget, men er man begynder gør det en ellers ligetil opskrift lidt uoverskuelig.
 
Generelt følger der rigtig fine trin for trin billedvejledninger med til alle opskrifter, og til hver opskrift er der en lille tekst der gør bogen mere personlig.
 
Bogen henvender sig til dig, der er til et kitsch input i hverdagen og ikke er bange for at stikke lidt ud. Derudover tror jeg, at rigtig mange børn vil elske at få ting lavet ud fra opskrifterne. Jeg oplever ofte, at folk i diverse hæklegrupper giver udtryk for, at de har lidt svært ved at finde ud af hvad de skal hækle til børn der er nået henover bamse alderen, men endnu ikke er nået ind i en alder hvor de synes beklædning er fedt at få. Denne bog tilbyder helt sikkert nogen sjove, anderledes ideer til den aldersgruppe.  
 
Vil jeg anbefale bogen?
Personligt havde jeg ikke købt den, men det er ud fra den betragtning at opskrifterne ikke henvender sig til min egen stil. Hvis du er til farver, sjove input og inspiration til hvad du kan lave til ungerne der ellers har alt, så vil jeg helt sikkert anbefale den.


Bogen er sponsoreret af Turbine.dk. I kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.


søndag den 2. juni 2019

Anmeldelse af tubegarn og hæklenål

Jeg er blevet spurgt om jeg vil anmelde Tube garnet og den ergonomiske hæklenål fra Prym i str 10 der passer til garnet, og selvfølgelig vil jeg da det!


Jeg gik lidt i tænkeboks omkring hvordan den bedste måde at lave en anmeldelse ville være, og blev enig med mig selv om at det næsten måtte være ved at lave en opskrift af garnet.
Jeg valgte at lave en opskrift på en kurv, da mit umiddelbare indtryk af garnet var at det var stift nok til at kunne holde på formen.
Denne kurv blev resultatet og opskriften finder i lige her.


Den ergonomiske hæklenål fra Prym er en størrelse 10mm og har en længde på 18cm.


Tubegarnet fås i 4 farver, Grøn mix som jeg har valgt, knækket hvid, mørk blå mix og lilla. Garnet består af 60% bomuld og 40% polyester, er 10-12mm bredt og hult.
Et nøgle har en løbelængde på 120m/550g og har en strikkefasthed på 10m x 12p = 10x10cm.
Der er anbefalet en pindestørrelse på 12-15mm og en hæklenål størrelse på 10-15mm.
Garnet tåler 30 graders maskinvask.


Ganske som forventet, var garnet super velegnet til at hækle kurve i. Det holder virkelig godt på formen, så man undgår at kurven klasker sammen.
I og med at garnet holder så godt på formen, er det også lidt hårdt for hænderne at arbejde i og jeg var i den forbindelse meget glad for den ergonomiske hæklenål. Den lå godt i hånden og den skred ikke når tubegarnet skulle trækkes igennem maskerne.


Andre ting jeg kunne forestille mig at garnet vil være godt til er: måtter, gulvtæpper, indkøbsnet o.lign.


Der er en rest garn tilbage fra kurven, og jeg går lidt og leger med tanken om at prøve, at lave en kurv hvor jeg trækker et plastikrør igennem garnet, og derefter hækler rundt om med en tynd kontrasttråd. Jeg skal bare lige se om nogen af mine akvarie buddies har noget rør liggende jeg kan prøve med.

Produkterne i dette indlæg er sponsoreret af Just one more row . I kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.

Tube kurv

Tube kurv

I kan følge mig på Instagram under navnet @ByKirsti og på Facebook under navnet ByKirsti.dk.

Når i deler billeder af ting lavet ud fra mine opskrifter, på Facebook, Instagram osv. må i meget gerne hashtag #ByKirsti eller tagge @ByKirsti. Jeg synes det er fedt at se hvad andre har lavet ud fra opskrifterne!

Design og ophavsretslige rettigheder tilhører Kirsti Testroote, www.ByKirsti.dk
 
Læs mere om copyright på mine opskrifter på min blog her 

Du skal bruge:
- Hæklenål nr. 10
- 1 nøgle tube garn (120m/550g)


Forkortelser:
mr – magisk ring
m – maske
lm - luftmaske
km - kædemaske
fm – fastmaske
hst – halv stangmaske
omg – omgang
gent – gentag
bml - bagerste maskeled
udt. – udtagning, lav 2 fm i samme maske


Kurven hækles i spiral og omgangene afsluttes derfor ikke.

 
Færdigt mål
Højde: ca 20cm
Diameter: ca 22cm

Kurv:
1.omg: 9hst i en mr (9)
2.omg: 2hst i hver m (18)
3.omg: *1hst,udt* gent. ** omg rundt (27)
4.omg: *udt, 2hst* gent. ** omg rundt (36)
5.omg: 1hst, udt *3hst, udt* gent. ** i alt 8 gange, 2hst (45)
6.omg: *udt, 4hst* gent. ** omg rundt (54)
7.omg: 1hst i bml af hver m (54)
8-17.omg: 1hst i hver m (54)
18.omg: 15hst, 8lm spring 7m over, 20hst, 8lm, spring 7m over, 5hst (56)
19.omg: 15hst, 9hst om lm, 19hst, 9hst om lm, 4hst (56)
20.omg: 1km i bml i hver m. (56)

Klip garnet og hæft enden. Hvis du vil have en pæn afslutning kan du gøre som jeg har gjort i min vejledning her.

Garnet til kurven er sponsoreret af Just one more row