Bogen indeholder 50 opskrifter på skønne dyr. Noget som jeg synes er ret fedt, det er at der i starten er en grundopskrift på krop og arme/ben som går igen i stort set alle opskrifterne. For begyndere tænker jeg, at det må gøre det væsentlig nemmere at overskue nogle af de mere avancerede teknikker der er brugt og steder hvor man skal koncentrerer sig om at tælle rigtigt, og finde ud af hvor garnet skal sættes til.
Bogen er opdelt i tre niveauer/sværhedsgrader. Personligt synes jeg det er lidt svært at gennemskue, hvad der ligger til grund for opdelingen af opskrifterne. I starten af bogen er der en forklaring på dette, men det synes jeg kun jeg blev en anelse klogere af. Det giver stadig indtryk af en smule tilfældighed i forhold til om det enkelte dyr ender i det ene eller andet niveau.
Dyrene i bogen er alle hæklet i Toft garn. I bogen er der en rigtig fin beskrivelse, af hvilket garn du kan bruge for at få det færdige arbejde i forskellige størrelser. Der er angivet fire forskellige størrelser, hvor der er anvendt garn der spænder fra 25-50m/50g på nål 8mm til 150-200m/50g på nål 2mm.
Jeg valgte at hækle Rensdyret Donna der er fra niveau 3, altså det sværeste niveau i bogen, Jeg var lidt spændt på, om geviret kunne holde sig selv uden noget til at stive det af, men som i kan se så 'står' det fint op i luften.
Til geviret er der brugt teknikker jeg ikke havde prøvet før, men det var intet problem, for bagerst i bogen er der et afsnit med rigtig gode billede vejledninger, der beskriver hvordan de forskellige teknikker der er brugt i bogen laves. Jeg vil tro at med lidt stædighed, vil begyndere også sagtens kunne være med på alle niveauer, ved at bruge billede vejledningerne.
For mange volder montering af de forskellige dele ofte problemer, men i og med der er lavet et fint afsnit, der beskriver hvor de forskellige dele skal sidde, og der er gode billeder af finish så som kædemasker på tværs af arbejdet, frynser, påsyning af gevir og horn m.m, så burde alle kunne være med.
Vil jeg anbefale bogen? Absolut, og også til begyndere. Jeg kunne godt savne lidt flere farver i bogen men det er jo en smagssag, og heldigvis står det jo en frit for hvilken farve man vil lave de skønne dyr i.
Bogen er sponsoreret af Turbine.dk, i kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.