I kan måske huske at jeg i december lavede en anmeldelse af forgængeren Hæklet Nordisk Julepynt og at jeg var ret vild med den?
Hæklet Nordisk Påskepynt er opbygget på samme måde som forgængeren, hvilket er et plus da det hele virker genkendeligt hvis man har bogen Hæklet Nordisk Julepynt.
Bogen indeholder 10 opskrifter med forskellige anvendelsesmuligheder og mønstre. Opskrifterne på påskepynten er opdelt i 3 sværhedsgrader så der er noget til alle niveauer. Jeg vil dog mene, at hvis man er den stædige type, vil man selv som let øvet og måske begynder sagtens kunne kaste sig ud i alle opskrifterne.
Hvis man er i tvivl om noget er kan man finde videoguides på Krea Deluxes hjemmeside og få hjælp derigennem, hvilket er super fedt.
Ligesom forgængeren er bogen tyk og når man åbner den ser man hurtigt at grunden er den samme som i Hæklet Nordisk Julepyt. Selve opskrifterne er skrevet med en god størrelse skrift og med god afstand mellem beskrivelserne af hver omgang. Dette gør opskrifterne meget overskuelige og lette at følge.
Hver opskrift indeholder ikke blot en materiale beskrivelse, men også en beskrivelse af hvor mange gram af de forskellige farver garn der skal bruges. Dette er noget jeg er stor fan af, da projekterne i denne bog er oplagte til at man kan få brugt lidt af alle sine garnrester.
Som i nok har bemærket laver jeg meget sjældent en boganmeldelse uden at have afprøvet en eller flere opskrifter fra bogen og i skal da heller ikke snydes for at se hvad jeg har lavet fra Hæklet Nordisk Påskepynt.
Jeg valgte at lave de små påskedyr. De er simpelthen så søde og super hurtige at lave.
Bonus info: Hvis man lige laver dem to omgange højere passer de også i størrelsen til Trøstemus projektet.
Nå hvad synes jeg så alt i alt om bogen?
Jeg havde jo ret høje forventninger til den da jeg var helt vild med Hæklet Nordisk Julepynt. Desværre blev disse forventninger ikke helt indfriet.Opbygningen af bogen, beskrivelserne og de tekniske ting i bogen sidder lige i skabet og dem er jeg fan af men hvis jeg skal være ærlig, og det er jo ligesom det der er meningen med de anmeldelser jeg laver, så synes jeg at bogens opskrifter er temmelig uinspirerende. Stort set alle opskrifterne er holdt i hvid, creme og beige som grundfarve og der er så tilføjet fine broderier, striber o.lign, problemet for mig er bare at disse finesser, er lavet i så blege farver at de nærmest forsvinder ind i den hvide/creme/beige grundfarve.
Efter min mening kunne man sagtens have holdt det nordiske look og samtidig givet striber og broderier noget mere farve som i Hæklet Nordisk Julepynt. Man kan så sige at man jo selv kan vælge andre farver og det er da i og for sig også rigtig nok, men når man laver en bog med et tema der er baseret på et bestemt look, her det nordiske look, så forventer jeg ikke kun opskrifter men også at blive inspireret.
Jeg var meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle give bogen 2 eller 3 stjerner ud af 5 jeg er nok endt på 3. Det der hiver bogen derop er helt klart bogens opbygning og at den er så overskuelig og lige til at gå til, så må man selv tænke lidt farver ind.
Bogen er sponsoreret af Turbine.dk. I kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.