HTML

søndag den 24. februar 2019

Hæklet Nordisk Påskepynt

Så blev det tid til endnu en boganmeldelse her på bloggen. Denne gang er det bogen Hæklet Nordisk Påskepynt der er kommet under luppen.
I kan måske huske at jeg i december lavede en anmeldelse af forgængeren Hæklet Nordisk Julepynt og at jeg var ret vild med den?

Hæklet Nordisk Påskepynt er opbygget på samme måde som forgængeren, hvilket er et plus da det hele virker genkendeligt hvis man har bogen Hæklet Nordisk Julepynt.

Bogen indeholder 10 opskrifter med forskellige anvendelsesmuligheder og mønstre. Opskrifterne på påskepynten er opdelt i 3 sværhedsgrader så der er noget til alle niveauer. Jeg vil dog mene, at hvis man er den stædige type, vil man selv som let øvet og måske begynder sagtens kunne kaste sig ud i alle opskrifterne.
Hvis man er i tvivl om noget er kan man finde videoguides på Krea Deluxes hjemmeside og få hjælp derigennem, hvilket er super fedt.

Ligesom forgængeren er bogen tyk og når man åbner den ser man hurtigt at grunden er den samme som i Hæklet Nordisk Julepyt. Selve opskrifterne er skrevet med en god størrelse skrift og med god afstand mellem beskrivelserne af hver omgang. Dette gør opskrifterne meget overskuelige og lette at følge.

Hver opskrift indeholder ikke blot en materiale beskrivelse, men også en beskrivelse af hvor mange gram af de forskellige farver garn der skal bruges. Dette er noget jeg er stor fan af, da projekterne i denne bog er oplagte til at man kan få brugt lidt af alle sine garnrester.


Som i nok har bemærket laver jeg meget sjældent en boganmeldelse uden at have afprøvet en eller flere opskrifter fra bogen og i skal da heller ikke snydes for at se hvad jeg har lavet fra Hæklet Nordisk Påskepynt.
Jeg valgte at lave de små påskedyr. De er simpelthen så søde og super hurtige at lave.

Bonus info: Hvis man lige laver dem to omgange højere passer de også i størrelsen til Trøstemus projektet.

 
Nå hvad synes jeg så alt i alt om bogen?
 
Jeg havde jo ret høje forventninger til den da jeg var helt vild med Hæklet Nordisk Julepynt.  Desværre blev disse forventninger ikke helt indfriet.Opbygningen af bogen, beskrivelserne og de tekniske ting i bogen sidder lige i skabet og dem er jeg fan af men hvis jeg skal være ærlig, og det er jo ligesom det der er meningen med de anmeldelser jeg laver, så synes jeg at bogens opskrifter er temmelig uinspirerende. Stort set alle opskrifterne er holdt i hvid, creme og beige som grundfarve og der er så tilføjet fine broderier, striber o.lign, problemet for mig er bare at disse finesser, er lavet i så blege farver at de nærmest forsvinder ind i den hvide/creme/beige grundfarve.
 
Efter min mening kunne man sagtens have holdt det nordiske look og samtidig givet striber og broderier noget mere farve som i Hæklet Nordisk Julepynt. Man kan så sige at man jo selv kan vælge andre farver og det er da i og for sig også rigtig nok, men når man laver en bog med et tema der er baseret på et bestemt look, her det nordiske look, så forventer jeg ikke kun opskrifter men også at blive inspireret. 
 
Jeg var meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle give bogen 2 eller 3 stjerner ud af 5 jeg er nok endt på 3. Det der hiver bogen derop er helt klart bogens opbygning og at den er så overskuelig og lige til at gå til, så må man selv tænke lidt farver ind.

Bogen er sponsoreret af Turbine.dk. I kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.
 

torsdag den 7. februar 2019

Hækleboksen -hvad er det for en størrelse?

I forgårs var jeg hos min veninde, da der tikkede en sms ind om at der lå en pakke til afhentning fra Hækleboksen. Min veninde mente at den skulle vi da hente, så hun også kunne se hvad der var i, så det gjorde vi.
 
Hvad indeholdt boksen så mere præcis?
I Hækleboksen var der flg.:
- 10 nøgler merinouldblanding 52% uld 48% akryl
- 2 nøgler alpacagarn 100% alpaca
- 2 nøgler bomuldsgarn 100% bomuld
- Opskrifthæfte med 3 opskrifter på vatrondeller, vaskeklude, pandebånd og puder.  
- Et fin lille hilsen
- GULDKARAMELLER - og ja det skal råbes, i hvert fald når man er slikglad og på kur og jo gerne må nyde alt i sådan en hækleboks!
 

På hjemmesiden fortæller de at boksen indeholder en eller flere opskrifter samt tilhørende garn og at indholdet har en værdi af over 500kr.
Når man bestiller sådan en boks, er indholdet en overraskelse, og jeg tænker derfor at det er vigtigt at man gør sig selv klart, at det jo ikke er sikkert at det hele falder i ens smag. Måske er indholdet i en helt anden boldgade end man plejer at vælge selv, men for mig er det klart en del af det sjove.
 
Egentlig vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle forvente af sådan en boks. Jeg håbede, at der var noget i som der var anderledes end det jeg selv normalt ville gå efter.
Jeg ender ofte med at lave de samme ting, i de samme farvetoner så det her var en fed måde at bevæge mig ud af min comfort zone og måske prøve noget nyt. Jeg skriver måske for boksen kunne jo også indeholde præcis det jeg plejer at vælge af farver og projekter, men det gjorde den ikke. 
 
For mig var boksen en positiv overraskelse. Jeg arbejder ikke ret meget i uld normalt, og selvom jeg ELSKER pink så ville jeg ikke selv have valgt en farve, med så meget knald på som den her i boksen. Jeg synes det er fedt, at jeg nu får prøvet nogen andre garntyper og farver end jeg selv ville have valgt.
 
Jeg kan godt lide at opskrifterne er samlet i et hæfte, og ikke bare er nogen løsark der er smidt med i kassen og så er det lille kort og karamellerne bare hyggelige. For mig gør det at det virker gennemført og præsentabelt at modtage.
Opskrifterne er i en sværhedsgrad hvor alle kan være med, hvilket helt sikkert er et plus når nu man ikke ved hvad man bliver kastet ud i.
 
Hækleboksen har fået lavet deres egne bandaroler til garnet. Her er pinde- og nålstørrelse samt vaskeanvisning angivet.
Jeg kunne godt savne en løbelængde og en hækle-, strikkefasthed. På den måde ville man nemmere kunne bruge garnet til noget andet hvis nu opskriften der følger med ikke er noget for en.
 
Jeg har spurgt Hækleboksen om hvad løbelængderne er så dem får i lige her:
Bomuld 170m/50g
Merinouldblanding 130m/50g
Alpaca 105m/50g.
 
Hvis du har fået lyst til at prøve en Hækleboks kan du se hvordan du bestiller her.
 
Hækleboksen.dk opfordre modtagerne til at dele indholdet på Instagram med #Haekleboksen. Så hver gang der kommer en ny boks kan du derinde se når folk har lagt billeder op af indholdet, ved at søge på #Haekleboksen 

Min hækleboks er sponsoreret af Hækleboksen.dk . I kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.