HTML

mandag den 10. december 2018

En ulden affære


Jeg har fået lov at anmelde strikkekittet Weekend Sweater fra We Are Knitters.
 
Det er ikke første gang jeg prøver et af deres kit, og jeg er vild med dem. For det første er det et komplet kit. Komplet som i ALT der skal bruges er med, garn og opskrift (selvfølgelig), men også strikkepinde og nåle til montering, og så elsker jeg det der lille ekstra der er med. Det lille ekstra, der bare gør det lidt mere luksus.
Nogen vil nok mene, at klistermærker og den fine label til at sy i kan være lige meget, men det synes jeg altså ikke, for mig gør det en forskel, at det jeg skal i gang med, er lækkert hele vejen igennem.
Hvis man selv har strikkepinde kan disse vælges fra, og prisen på disse bliver fratrukket så kittet bliver billigere, -smart ikke?
 
 
 
Kender i ikke det at man bare altid vælger de samme farver? Da jeg blev spurgt, hvilken farve jeg ville lave sweateren i, bad jeg dem om at vælge, så jeg måske kunne komme lidt ud af min comfort zone med blå og grønlige toner.
Trøjen fås i 17 forskellige farver, jeg fik den tilsendt i farven nude, og nu hvor jeg har prøvet den er den bare så fin.
 
Først da kittet kom opdagede jeg at det var uld. Jeg ved ikke simpelthen ikke hvorfra jeg har fået ind i mit lille kønne hoved, at den var i bomuld. Normalt bestiller jeg ikke uld online, for det er ofte lidt et sats om det er et af de der krads krads uldgarner eller om det er et af de super lækre bløde uldgarner. Det her det var heldigvis det sidste! Det er SÅ lækkert blødt. Jeg prøvede sweateren med stropbluse under, og der var ingen krads krads.
 
Da jeg så sweateren på hjemmesiden synes jeg bare den var så fin og enkel. Derudover så var det et begynder projekt så det var jo perfekt til mig, der mest har strikket karklude og normalt holder mig langt væk fra noget der skal passe en bestemt størrelse. Næste plus var så at den bliver strikket på en pind 8. Pind 8 betyder hos mig at der rent faktisk er en reel chance, for at jeg vil blive færdig inden for en rimelig tids horisont. I det her tilfælde inden vinteren var slut, så sweateren kunne nå at komme i brug i år.
 
Apropos det med størrelsen der skal passe.... I starten af opskriften er der et måleskema der hjælper med, at vælge den rigtige størrelse at strikke sweateren i. Problemet er bare, at det eneste mål der er angivet er rundt om brystet, og når man som mig er blevet beriget med lidt større bryster end en gennemsnits dansk kvinde, så passer det mål ikke rigtig. Ifølge skemaet lå jeg lige midt i størrelsen large men efter 30cm strik, så det ret bredt ud og jeg endte med at starte forfra og lave en medium og den passede bedre.
Min strikkefasthed passede perfekt i bredden, men i højden drillede den en del. Jeg fik det ikke til at passe, for når jeg skiftede pindestørrelse så ændredes fastheden i bredden sig selvfølgelig også. Selvom jeg nok er på begynder niveau når det handler om strik, så er jeg ret garvet hækler, og min erfaring siger mig at når bare bredden passer, så kan det ikke gå helt galt, slet ikke når der som her er angivet hvor mange cm de forskellige dele skal være, for så er det jo bare at fortsætte til man når de angivne cm.
Jeg valgte at tilføje en ribkant på ærmerne da tanken er at bruge sweateren som overgangs overtøj, forår og efterår og så er det jo en fordel at den slutter tæt om håndledet.
Da sweateren var færdig, havde jeg en rest garn tilbage.
Garnet er angivet til håndvask, men somme tider kan det lade sig gøre på uldprogram eller koldtvandsprogram alligevel. Tanken havde derfor hele tiden været at lave en lille test, jeg kunne prøve at vaske i vaskemaskinen og så se om det kunne lade sig gøre på kold program uden slyng. Det kunne det ikke. Det filtede ikke, men det kunne klart ses at det havde været i maskinen. Så hold jer fra vaskemaskinen eller gør som jeg, og lav en test først og se hvordan den reagere i jeres maskine.
 
I stedet for bare at lave en firkant, valgte jeg at lave et matchende pandebånd, jeg kunne jo ligeså godt udnytte strikketid og garn optimalt!
 
Jeg slog 12m op og strikkede ret til arbejdet målte ca 45cm.
Inden jeg syede det sammen drejede jeg arbejdet en halv gang for at give pandebåndet twistet foran.
 
 
 
 Kittet er sponsoreret af We Are Knitters. I kan læse om min tilgang til sponsorerede indlæg her