Hovedlinje

fredag den 6. november 2020

Witre Design - En strikkers år

Det næste stykke tid kan i glæde jer til flere boganmeldelser på super fede strikke- og hæklebøger. Måske kan i blive inspireret til et par julegave ønsker. 

Den første i får en anmeldelse af, er Witre Design - En strikkers år, af Ida Wirak Trettevik. Det er en jeg har haft liggende siden i sommers, men da jeg har været mest fan af vinter og overgangs kapitlerne får i først en anmeldelse af bogen nu. 

Modsat mange andre strikkebøger indeholder denne bog ikke en masse afsnit med strikkeskole, beskrivelse af garntyper og pinde osv. Til gengæld får du en bog hvor pladsen er brugt på en masse lækre opskrifter. 

Bogen er opdelt i årstider. Dvs. der er et kapitel med henholdsvis vinter, forår, sommer og efterår. 
Bogen indeholder 30 opskrifter til hele familien, og er af alt lige fra vanter og huer, til lækre overgangs sweatre, cardigans og sommerkjoler. 

Opskrifterne er sat overskueligt op og skrevet så de er lette at forstå. Ved hver opskrift er der lidt tips til den enkelte opskrift og ideer til hvad du kan søge på hvis du har brug for hjælp til de forskellige teknikker.

Personligt er jeg ikke fan af sommerafsnittet, jeg er hverken til strikkede kjoler eller bare overarme. Sidst nævnte kan muligvis, okay sandsynligvis, hænge sammen med at min hang til chokolade og lyst brød med smør og ost har sat sine spor på størrelsen af mine overarme, så ja well kort sagt: 'it ain't pretty'. Derudover har jeg det lidt svært med beklædning i bomuld. Jeg synes det har en tendens til at blive lidt fladt og 'dødt' at se på. Har man børn er der dog en rigtig sød model til pigerne, og der tænker jeg bomuld lidt er en fordel i forhold til vask. 

Jeg er til gengæld ret vild med kapitlerne vinter, forår og efterår. Der er super fede sweatre, cardigans, huer og vanter. Det er faktisk sjældent at jeg finder en bog med bklædning hvor jeg synes mere end et enkelt projekt er fedt, men heri er der en del projekter jeg godt kunne finde på at lave. 


As usual skulle jeg jo lige prøve at lave noget fra bogen, for lige at prøve at sidde med en opskrift fra bogen og jeg valgte Grünerhuen. Opskriften går fra str 1-2år og op til stor voksen. På den mindste størrelse er der angivet hvordan der stikkes øreklapper til.
Jeg valgte at lave huen med et lille twist. I bogen trækkes garnenden gennem de resterende masker, men jeg valgte i stedet at trække en elastik igennem maskerne således at der kom et hold i toppen hvor min knold kan komme igennem. Jeg har hår ned til under numsen så det fylder en del og ser oftest ret tosset ud med hue udenpå. Selvom det ikke er et kæmpe projekt så giver det en ide om hvordan opskrifterne er opbygget og skrevet.

Vil jeg anbefale bogen? Helt sikkert, altså bortset fra sommerdelen men det er jo langt hen af vejen en smagssag, og der er helt sikkert nogen der vil finde sommerprojekterne super fede. For mig bliver det sweatre og cardigans fra bogen der kommer på nålene og måske et par luffer. 

Bogen er sponsoreret af Turbine.dk. I kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar