HTML

mandag den 10. december 2018

En ulden affære


Jeg har fået lov at anmelde strikkekittet Weekend Sweater fra We Are Knitters.
 
Det er ikke første gang jeg prøver et af deres kit, og jeg er vild med dem. For det første er det et komplet kit. Komplet som i ALT der skal bruges er med, garn og opskrift (selvfølgelig), men også strikkepinde og nåle til montering, og så elsker jeg det der lille ekstra der er med. Det lille ekstra, der bare gør det lidt mere luksus.
Nogen vil nok mene, at klistermærker og den fine label til at sy i kan være lige meget, men det synes jeg altså ikke, for mig gør det en forskel, at det jeg skal i gang med, er lækkert hele vejen igennem.
Hvis man selv har strikkepinde kan disse vælges fra, og prisen på disse bliver fratrukket så kittet bliver billigere, -smart ikke?
 
 
 
Kender i ikke det at man bare altid vælger de samme farver? Da jeg blev spurgt, hvilken farve jeg ville lave sweateren i, bad jeg dem om at vælge, så jeg måske kunne komme lidt ud af min comfort zone med blå og grønlige toner.
Trøjen fås i 17 forskellige farver, jeg fik den tilsendt i farven nude, og nu hvor jeg har prøvet den er den bare så fin.
 
Først da kittet kom opdagede jeg at det var uld. Jeg ved ikke simpelthen ikke hvorfra jeg har fået ind i mit lille kønne hoved, at den var i bomuld. Normalt bestiller jeg ikke uld online, for det er ofte lidt et sats om det er et af de der krads krads uldgarner eller om det er et af de super lækre bløde uldgarner. Det her det var heldigvis det sidste! Det er SÅ lækkert blødt. Jeg prøvede sweateren med stropbluse under, og der var ingen krads krads.
 
Da jeg så sweateren på hjemmesiden synes jeg bare den var så fin og enkel. Derudover så var det et begynder projekt så det var jo perfekt til mig, der mest har strikket karklude og normalt holder mig langt væk fra noget der skal passe en bestemt størrelse. Næste plus var så at den bliver strikket på en pind 8. Pind 8 betyder hos mig at der rent faktisk er en reel chance, for at jeg vil blive færdig inden for en rimelig tids horisont. I det her tilfælde inden vinteren var slut, så sweateren kunne nå at komme i brug i år.
 
Apropos det med størrelsen der skal passe.... I starten af opskriften er der et måleskema der hjælper med, at vælge den rigtige størrelse at strikke sweateren i. Problemet er bare, at det eneste mål der er angivet er rundt om brystet, og når man som mig er blevet beriget med lidt større bryster end en gennemsnits dansk kvinde, så passer det mål ikke rigtig. Ifølge skemaet lå jeg lige midt i størrelsen large men efter 30cm strik, så det ret bredt ud og jeg endte med at starte forfra og lave en medium og den passede bedre.
Min strikkefasthed passede perfekt i bredden, men i højden drillede den en del. Jeg fik det ikke til at passe, for når jeg skiftede pindestørrelse så ændredes fastheden i bredden sig selvfølgelig også. Selvom jeg nok er på begynder niveau når det handler om strik, så er jeg ret garvet hækler, og min erfaring siger mig at når bare bredden passer, så kan det ikke gå helt galt, slet ikke når der som her er angivet hvor mange cm de forskellige dele skal være, for så er det jo bare at fortsætte til man når de angivne cm.
Jeg valgte at tilføje en ribkant på ærmerne da tanken er at bruge sweateren som overgangs overtøj, forår og efterår og så er det jo en fordel at den slutter tæt om håndledet.
Da sweateren var færdig, havde jeg en rest garn tilbage.
Garnet er angivet til håndvask, men somme tider kan det lade sig gøre på uldprogram eller koldtvandsprogram alligevel. Tanken havde derfor hele tiden været at lave en lille test, jeg kunne prøve at vaske i vaskemaskinen og så se om det kunne lade sig gøre på kold program uden slyng. Det kunne det ikke. Det filtede ikke, men det kunne klart ses at det havde været i maskinen. Så hold jer fra vaskemaskinen eller gør som jeg, og lav en test først og se hvordan den reagere i jeres maskine.
 
I stedet for bare at lave en firkant, valgte jeg at lave et matchende pandebånd, jeg kunne jo ligeså godt udnytte strikketid og garn optimalt!
 
Jeg slog 12m op og strikkede ret til arbejdet målte ca 45cm.
Inden jeg syede det sammen drejede jeg arbejdet en halv gang for at give pandebåndet twistet foran.
 
 
 
 Kittet er sponsoreret af We Are Knitters. I kan læse om min tilgang til sponsorerede indlæg her
 

lørdag den 24. november 2018

Anmeldelse af Hæklet Nordisk Julepynt

 
I forbindelse med konkurrencen på Instagram og Facebook har jeg også selv fået et eksemplar af bogen 'Hæklet Nordisk Julepynt' af Forlaget Turbine, og i skal da ikke snydes for en anmeldelse af bogen.
 
Peronligt elsker jeg det stilrene look julepynten i bogen har. Er man til det mere traditionelt røde, grønne juletema vil man dog nemt selv kunne ændre udtrykket, ved at bruge andre farver.
 
Der er ikke brugt en masse plads i bogen på at beskrive de forskellige masker, hvilket jeg personligt synes er rart. Nu sidder du måske som nybegynder og tænker åh nej, så kan jeg jo ikke være med her, men det kan du, der er nemlig hjælp at hente i de video guides der følger med bogen og som kan ses på Krea Deluxes hjemmeside.
 
I starten af bogen er der angivet hæklefasthed på de garntyper der er brugt bogen igennem. Hvis man er begynder, eller ikke selv har mod på at ændre i de papskabeloner, der skal bruges i nogle af opskrifterne, er det vigtigt at fastheden overholdes.
 
Opskrifterne i bogen er opdelt i 3 sværhedsgrader.
For at få et indtryk af niveauet, har jeg indtil videre lavet en opskrift i hver sværhedsgrad. Ud fra min vurdering vil begyndere sagtens kunne være med på opskrifterne i de to nemmeste sværhedsgrader. Er man den stædige type, med lidt gåpåmod, vil jeg mene at man også som begynder, kan lave den sværeste sværhedsgrad uden de store problemer.
 
 
Da min veninde fik bogen i hånden var hendes kommentar 'den er godt nok tyk.' Når man åbner bogen, finder man ud af hvorfor den er så tyk. Der er nemlig brugt rigtig god plads til opskrifterne. Teksten har en dejlig stor størrelse og der er lavet god mellemrum mellem tekstafsnit og alle hæklede rækker/omgange. Dette gør bogen meget overskuelig, og de sværeste opskrifter nemme at følge.
Til flere af opskrifterne er der både diagram og tekst opskrift, dette gør bogen mere alsidig da nogen hæklere foretrækker det ene, mens andre sværger til det andet.
Beskrivelserne af montering er gode, hvilket klart at en fordel, da det er et af de punkter jeg oplever, at mange har svært ved.
 
 
 
Jeg er her i gang med opskriften på de fine lyshuse. Opskriften ligger i sværhedsgrad 3, men som i måske kan fornemme på billedet er opskriften meget overskuelig.
 
De to andre opskrifter jeg valgte at starte med var juletræerne i sværhedsgrad 2 og stjernerne i sværhedsgrad 1.
Det er planen at stjernerne skal bruges til at sætte på julegaverne, så de får et lille ekstra fint touch.  

 
Hvis jeg skal give den stjerner, vil det blive 4,5 ud af 5. Julepynten i bogen er skønt og nemt selv at give et andet udtryk, ved at bruge andre farver end dem der er valgt i bogen. Opskrifterne er overskuelige og det samme er opsætningen.
Det der gør at den ikke får den sidste halve stjerne, er at nogen af billederne er lidt utydelige, og fokus somme tider ligger lidt anderledes end jeg ville have valgt. Ser man på stilen julepynten i bogen har, så kan det dog sagtens være et bevidst valg at billederne er let støvede og afdæmpede.  
 
Vil jeg anbefale bogen? JA, et stort rungende JA! Pynten er så fin, og jeg blev positivt overrasket over hvad der var af opskrifter i bogen, udover det julepynt der er afbilledet på forsiden.
 
I kan læse mere om bogen på forlagets side her.
 
 
 
 
 
 

torsdag den 8. november 2018

Sjælevarmer

Sjælevarmer
 
 
Du kan følge mig på Instagram under navnet @ByKirsti og på Facebook under navnet ByKirsti.dk.

Når i deler billeder af ting lavet ud fra mine opskrifter, på Facebook, Instagram osv. må i meget gerne hashtag #ByKirsti eller tagge @ByKirsti. Jeg synes det er fedt at se hvad andre har lavet ud fra opskrifterne!
Design og ophavsretslige rettigheder tilhører Kirsti Testroote, www.ByKirsti.dk
Læs mere om copyright på mine opskrifter på min blog her

Du skal bruge:
- Hæklenål nr. 4,5

- 600g (12 nøgler) Baby AlpakaMerino, Rooster Almerino baby 125m/50g.
Forkortelser:
m – maske
vlm – vendeluftmaske
bml – bagerste maskeled
lm - luftmaske
stm -stangmaske
 rk. - række
gent – gentag
Hæklefasthed: 11rk x 17stm = 10cm x 10cm

Størrelse:
Onesize S-L

Tips:
      -       Str kan nemt varieres, ved at hækle et det store stykke kortere eller længere.
-       Juster din hæklefasthed så den passer, ved at gå op eller ned i nål størrelse.
-       Krydsede stm laves således: spring 1m over, lav 1stm, lav nu 1stm i den m du sprang over. De krydsede stm laves i begge maskeled.

 
Sjælevarmeren:
Slå 130m+2lm til at vende med op –altså i alt 132lm
1.rk: 1stm i 4.m fra nålen, 15stm, 48 par krydsede stm, 17stm
2.rk: vend med 2lm, 16stm i bml, 1stm i begge maskeled 47 par krydsede stm, 1stm i begge maskeled 17stm i bml.
3.rk: 2lm, 16stm i bml, 48 par krydsede stm, 17stm i bml.
Gent. rk 2 og 3 til arbejdet måler ca. 106cm. 


Ærmerib (lav 2stk):

Alle masker hækles i bml.
Slå 3lm op.
1.rk: 1stm i  3.lm fra nålen (2m)
2.rk: 2lm, 2stm vlm (3m)
3.rk: 2lm, 1stm i samme m som lm, 2stm (4m)
4.rk: 2lm, 2stm, 2stm i vlm (5m)
5.rk: 2lm, 1stm i samme maske som lm, 4stm (6m)
6.rk: 2lm, 4stm, 2stm i vlm (7)
7.rk: 2lm, 1stm i samme m som lm, 6stm (8)
8-19.rk: fortsæt med at tage ud som i de foregående rækker
20-41.rk (lige stykke): 2lm 19stm (20m)
42.rk: 2lm, 17stm, 2stm sammen (19m)
43.rk: 2lm, 2stm sammen, 16stm (18m)
44.rk: 2lm, 15stm, 2stm sammen (17m)
45.rk: 2lm, 2stm sammen, 14stm (16m)
40-60.rk: fortsæt med at tage ind som på de foregående rækker. Du har til sidst 2m tilbage.
Efterlad en lang ende til at sy ribben fast på sjælevarmeren.

 
 
Montering:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
De to rib stykker sys på i hver sin ende, henover stykket med krydsede stm. Det er en fordel at sætte en sikkerhedsnål i starten, midten og slutningen at ribben mens du syr så den bliver holdt på plads.
 
Når begge ribstykker er monteret bukkes hele arbejdet på midten således at de to ribkanter på selve sjælevarmeren ligger mod hinanden. Nu sys de to ribkanter sammen, fortsæt med at sy op langs delen med udtagninger på ærmeribben. Stop med at sy når du når til det lige stykke, altså der hvor der ikke længere er ud- og indtagninger.
 
 
 
God fornøjelse!
 
 
  


søndag den 21. oktober 2018

3i1 Pandebånd


3i1 Pandebånd



Du kan følge mig på Instagram under navnet @ByKirsti og på Facebook under navnet ByKirsti.dk.

Når i deler billeder af ting lavet ud fra mine opskrifter, på Facebook, Instagram osv. må i meget gerne hashtag #ByKirsti eller tagge @ByKirsti. Jeg synes det er fedt at se hvad andre har lavet ud fra opskrifterne!

Design og ophavsretslige rettigheder tilhører Kirsti Testroote, www.ByKirsti.dk

Læs mere om copyright på mine opskrifter på min blog her

 
Du skal bruge:
- Hæklenål nr. 4,5

- Baby AlpakaMerino, Rooster Almerino baby 125m/50g.

 
Forkortelser:
m – maske
vlm – vendeluftmaske
bml – bagerste maskeled
lm - luftmaske
fm – fastmaske
hst – halv stangmaske
stm -stangmaske
rk. - række
gent – gentag

 
Hæklefasthed: i det mønster der er brugt i opskriften: 8rk x 11m = 5x5cm

Størrelser:
Nyfødt: Ca. 6,5cm x 30,5cm
0-6mdr: Ca. 6,5cm x 33cm
6-12mdr: Ca. 7,5cm x 36,5cm
1-3år: Ca. 7,5cm x 40,5cm
3-6år: Ca. 7,5cm x 42,5cm
6-12år: Ca. 7,5cm x 44,5cm
Voksen: Ca. 8,5cm x 50cm,

Tips:
- Str kan nemt varieres, ved at hækle et par ribber mere eller mindre, så pandebåndet bliver kortere eller længere.
-       Hvis du ønsker pandebåndet bredere eller smallere, kan du øge eller mindske antallet af lm med et lige antal (2,4,6 osv.)
-       Juster din hæklefasthed så den passer, ved at gå op eller ned i nål størrelse.
-       Efter hver række skal du have det antal masker, som du slog op fra start, husk vlm tæller som en maske, du vil altid skulle have et lige antal masker.

 
Grundopskrift:

Grundopskriften er ens på de 3 pandebånd.

Nyfødt, (0-6mdr), 6-12mdr, (1-3år), 3-6år, (6-12år), Voksen

Slå 14, (14), 16, (16), 16, (16), 18lm op. Slå løst op eller slå op med en nål der er 0,5 nr. større end den du hækler pandebåndet i.

1.rk: 1stm i 2.lm fra nålen, *1fm, 1stm* gent. ** rk ud. (OBS det kan være svært at se den maske, den sidste stm skal laves i)

Fra nu af hækles alle masker i bml.

2.rk: vend med 1lm, spring 1stm over, *1stm i næste fm fra forrige række, 1fm i næste stm fra forrige række* gent. ** til du når til vlm, lav 1stm i vlm.

Gentag 2. række til arbejdet måler ca 30,5cm, (33cm), 36,5cm, (40,5cm), 42,5cm (44,5cm), 50cm. For at få en pæn finish når pandebåndet sys sammen skal du slutte med et lige antal rækker, da hver rib er = 2rækker.
Arbejdet ser nu således ud.

Nu skal du vælge hvilken af de tre stile du gerne vil lave.




Basis modellen - her syes de to ender blot sammen.


 

Twist modellen – drej den ene ende en halv omgang og sy herefter enderne sammen.

 
 



Sløjfe modellen – Sy pandebåndet sammen som basis modellen.
Herefter skal du hækle et bånd, der monteres rundt om pandebåndet og giver sløjfeeffekten.
Bånd:

Slå 4, (4), 4, (4), 5, (5), 5lm op

Alle masker hækles i begge maskeled.
1.rk: 1hst i 2.lm fra nålen, 2hst, (2hst), 2hst, (2hst), 3hst, (3hst), 3hst
2-12.rk: vend med 1lm, 3hst, (3hst), 3hst, (3hst), 4hst, (4hst), 4hst

Hvis båndet er for løst kan du hækle en række eller to færre.

Sløjfen laves således:


 

Fold forsiden af pandebåndet sammen på midten.
 
 
Buk siderne ned 
Placer nu båndet rundt om det foldede stykke og sy det sammen.

 
 

 

God fornøjelse!
 
 


 

mandag den 11. juni 2018

Anmeldelse af kludebog



 Update: der er nu kommet en ny udgave hvor fejlene i opskrifterne er rettet.

For et par måneder siden blev jeg kontaktet af Dorte, der er forfatteren bag bogen 'Kludekræmmerens nemme klude'. Hun spurgte om jeg havde lyst til at anmelde hendes nye bog, og selvfølgelig havde jeg det.
Jeg foretrækker strikkede klude frem for hæklede, så at prøve de skønne mønstre i bogen har været super fedt.

Hvorfor foretrækker jeg så de strikkede fremfor hæklede? Egentlig er svaret ret kort, de strikkede bliver ikke lige så tunge, og er ikke lige så lang tid om at tørre som de hæklede er. Der er ikke noget værre end en sur våd karklud og det synes jeg hurtigt de hæklede bliver, mens de strikkede klude ikke har samme tendens.

I bogen står der at den henvender sig til 'næsten begyndere'. Dette understøttes fint af, at den starter med en god beskrivelse af forudsætninger, materialer og vaskeanvisning. I disse afsnit besvares flere at de spørgsmål, man ofte ser i diverse fora omkring klude. Denne indledning efterfølges af en rigtig fin beskrivelse af de teknikker og begreber der er brugt i bogen.

Selve opskrifterne er delt i tre afsnit, hvilket giver et fint overblik.
Herefter bliver det dog lidt forvirrende, for nogen klude har et nummer og er angivet i indholdsfortegnelsen, mens andre ikke er. Derudover er der på nogen klude angivet sværhedsgrad, mens der på andre klude ikke står angivet hvor svære de er. Sidst men ikke mindst, er der til nogen klude både diagram og en skreven opskrift, mens der til andre kun er den skrevne opskrift. Det er primært i det første afsnit med 'begynderklude' at dette gør sig gældende.

Mønstrene i bogen er super søde, der er lidt for enhver smag og et plus er helt sikkert, at der er nye mønstre jeg ikke har set før.
Inden denne anmeldelse har jeg strikket fire af kludene fra bogen, for at se hvordan opskrifterne var beskrevet, og om de var nemme at gå til. Jeg valgte mønstrene ud fra hvilke jeg synes var søde og det blev til Skæve Streger, Harlekin, Perlerib og Illusion som i ser på billedet herunder i nævnte rækkefølge.



Desværre var der fejl i 3 ud af de 4 opskrifter jeg havde valgt at lave. I 'Perlerib' var antallet af masker jeg skulle slå op forkert. Der stod at jeg skulle slå 74m op men antallet af opslåede masker skulle være deleligt med 4. I 'Skæve Streger' manglede der angivelse af to masker til sidst i pind 3 og i 'Illusion' passede kanten på kluden på billedet, ikke med den kant der var lavet i opskriften. Billedet vidste 6 retpinde mens opskriften beskrev perlestrik.

Hvis jeg skulle give bogen stjerner ud af 5, vil den få 3. Mest af alt pga. de fejl jeg støtte på i opskrifterne. Når jeg anskaffer mig en strikkebog, har jeg en forventning om, at der ikke er fejl i opskrifterne. Selvfølgelig kan der være en enkelt smutter, men at støde på fejl i 3 af de 4 opskrifter jeg har prøvet, synes jeg er for meget. Om fejlene går igen i resten af bogen, eller om jeg bare har været uheldig at ramme de opskrifter med fejl i, er svært at sige. Som øvet strikker har jeg kunne se mig ud af de fejl jeg støtte på, men hvis man er 'næsten begynder' som bogen henvender sig til, så har fejlene betydning.
Som tidligere nævnt savnede jeg noget kontinuitet i forhold til opbygningen omkring opskrifterne.
At der var så mange søde mønstre i, er klart det der har trukket op, og det bliver en bog jeg vender tilbage til, for der er stadig en masse mønstre jeg gerne vil prøve.

Kan jeg anbefale bogen? Hvis du kan leve med fejl i nogen af opskrifterne og at printe et ark med fejlrettelser så helt sikkert ja, for mønstrene er super skønne. Rettelser til bogen finder i her, hvor bogen ligeledes kan bestilles.