HTML

fredag den 4. december 2020

Strik med lækre detaljer

 


Denne gang gør jeg noget jeg ikke plejer, nemlig at lave en anmedelse af en bog uden selv at have lavet noget fra den. Personligt foretrækker jeg normalt at have siddet med en opskrift fra den bog jeg anmelder, for bedre at få en ide om hvordan de er opbygget. Men de projekter jeg vil lave fra den her bog, er simpelthen for store, til at presse ind imellem mine andre nuværende projekter. Omvendt så er mit umiddelbare indtryk af bogen at det er en keeper, så jeg synes i skulle have en anmeldelse af den. 

Bogen hedder Strik med Lækre detajer - Monteringsfri strik med innovative teknikker og er skrevet at Pernilles Cordes der har Instagram profilen Designbypernillecordes. Noget af det jeg fandt super interessant ved mange af opskrifterne er det enkle klassiske udtryk, men alligevel tilføjet nogen fine detaljer uden at det "bliver for meget". Hvad der er "for meget" er jo meget individuelt og et ret abstrakt begreb, det er jeg klar over, men for mig betyder det at det strikkede ikke er fyldt med en masse mønster i en masse forskellige farver i en pærevælling.

Noget andet jeg er fan af i den her bog er at alle 23 modeller er monteringsfri. Jeg er virkelig dårlig til at montere strik så det bliver pænt. På en eller anden måde får jeg altid syet det sammen så der kommer en tyk fed pølsekant der hverken er særlig køn eller behagelig. 

Opskrifterne er sat meget overskueligt op underoverskrifter, om man vil, så man hurtigt kan danne sig et overblik over metode, størrelser, garn, arbejdsgang mm. Ved hver opskrift er der ideer til måder man kan ændre modellen så den får et andet udtryk og der opfordres til at man selv kaster sig ud i at gøre modellerne personlige. Det synes jeg er fedt. 

Nogle af de modeller i bogen jeg synes er rigtig flotte er Soft wave sweater, Stripped tee, Soft line sweater og  Everyday sweater. I kan helt sikkert finde dem på Pernilles instagram. 

Sidst i bogen er der en meget omfattende gennemgang af teknikker. For at nævne nogen af teknikkerne er der ærmekonstruktioner, forskellige måder at lave opslagning og aflukning, perfekte kanter (who doesn't wan't that) og dekorative ind- og udtagninger. Der er virkelig gået i detaljen og suppleret med billeder så man nemt kan se hvad der menes. Derudover kan man finde teknikkerne som videoer på Englegarn.dk 

Bogen er som skrevet en keeper og jeg kommer helt sikkert til at lave flere modeller fra den. 







Bogen er sponsoreret af Turbine.dk. I kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar