HTML

søndag den 19. september 2021

Amigurumi skatte 2 - 15 nye hæklede dyr du vil elske


Så kom der en 2'er, efterfølgeren til Amigurumi skatte  som jeg var helt vild med, så nu er det da tid til en boganmeldelse af Amigurumi skatte 2 - 15 nye hæklede dyr du vil elske af Erinna Lee.

Toeren lever fuldstændig op til den første og på trods af at vi ligger i byggerod på 6.mdr pga. vandskade og mit garn er gemt bag flyttekasser så måtte jeg altså grave noget frem så jeg kunne hækle en af de skønne dyr fra bogen. 

Det var rigtig svært at vælge hvilken jeg skulle hækle men valget faldt på Sommerfuglen Solvej. Hun var simpelthen ikke til at stå for, se selv hvor fin hun er.
Bogen er opbygget meget som den første hvor der er en materiale liste der kort beskriver de forskellige materialer der er brugt i opskrifterne. Der er også en over sigt over hvad garnbetegnelserne fra UK og US betyder i forhold til de danske. Denne oversigt er super praktisk hvis man også hækler efter udenlandske opskrifter og skal finde garn der svarer til det der er angivet.

I afsnittet 'godt at vide' er der en fin forklaring på hvordan opskrifterne læses. Der er en lille hækleskole i bogen hvor man kan se illustrationer af hvordan maskerne skal laves. Personligt synes jeg det kan være svært at forstå hvad der menes når masker er forklaret som illustrationer, men så er det heldigt at der ved hver masketype er en QR kode der leder til en video af hvordan maskerne skal hækles. 

Der er ialt 15 opskrifter i bogen fordelt på 3 sværhedsgrader. Hvis man er begynder anbefales det at starte med sværhedsgrad 1. Selve opskrifterne er sat meget overskueligt op, så det er nemt at overskue hvor man er nået til. Derudover er der gode billeder af de ting, som måske især for nye, kan volde problemer. Så som hvor øjne placeres, hvordan delene syes sammen mm. 

Som sagt er bogen meget lig den første, så hvis du var vild med den første så vil du helt sikkert også være vild med den her. Det er jeg ihvertfald.

Bogen er sponsoreret af Turbine.dk, i kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.



fredag den 4. december 2020

Strik med lækre detaljer

 


Denne gang gør jeg noget jeg ikke plejer, nemlig at lave en anmedelse af en bog uden selv at have lavet noget fra den. Personligt foretrækker jeg normalt at have siddet med en opskrift fra den bog jeg anmelder, for bedre at få en ide om hvordan de er opbygget. Men de projekter jeg vil lave fra den her bog, er simpelthen for store, til at presse ind imellem mine andre nuværende projekter. Omvendt så er mit umiddelbare indtryk af bogen at det er en keeper, så jeg synes i skulle have en anmeldelse af den. 

Bogen hedder Strik med Lækre detajer - Monteringsfri strik med innovative teknikker og er skrevet at Pernilles Cordes der har Instagram profilen Designbypernillecordes. Noget af det jeg fandt super interessant ved mange af opskrifterne er det enkle klassiske udtryk, men alligevel tilføjet nogen fine detaljer uden at det "bliver for meget". Hvad der er "for meget" er jo meget individuelt og et ret abstrakt begreb, det er jeg klar over, men for mig betyder det at det strikkede ikke er fyldt med en masse mønster i en masse forskellige farver i en pærevælling.

Noget andet jeg er fan af i den her bog er at alle 23 modeller er monteringsfri. Jeg er virkelig dårlig til at montere strik så det bliver pænt. På en eller anden måde får jeg altid syet det sammen så der kommer en tyk fed pølsekant der hverken er særlig køn eller behagelig. 

Opskrifterne er sat meget overskueligt op underoverskrifter, om man vil, så man hurtigt kan danne sig et overblik over metode, størrelser, garn, arbejdsgang mm. Ved hver opskrift er der ideer til måder man kan ændre modellen så den får et andet udtryk og der opfordres til at man selv kaster sig ud i at gøre modellerne personlige. Det synes jeg er fedt. 

Nogle af de modeller i bogen jeg synes er rigtig flotte er Soft wave sweater, Stripped tee, Soft line sweater og  Everyday sweater. I kan helt sikkert finde dem på Pernilles instagram. 

Sidst i bogen er der en meget omfattende gennemgang af teknikker. For at nævne nogen af teknikkerne er der ærmekonstruktioner, forskellige måder at lave opslagning og aflukning, perfekte kanter (who doesn't wan't that) og dekorative ind- og udtagninger. Der er virkelig gået i detaljen og suppleret med billeder så man nemt kan se hvad der menes. Derudover kan man finde teknikkerne som videoer på Englegarn.dk 

Bogen er som skrevet en keeper og jeg kommer helt sikkert til at lave flere modeller fra den. 







Bogen er sponsoreret af Turbine.dk. I kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.

Strikket julepynt


Så blev det december så hvad er mere oplagt end en boganmeldelse af en julebog, nemlig bogen Strikket julepynt af Thea Rytter der har Instagram profilen VaskaVullaKnit.

Allerede da jeg så forsiden var jeg forelsket. Okay overdrivelse fremmer forståelsen, men julepynten er bare så enkel og farverne så behagelige at kigge på. Som jeg nævnte i en tidligere anmeldelse er strik virkelig begyndt at vokse på mig, og nu hvor jeg har lært magic loop så gør det småtterier væsentlig nemmere at have med at gøre!

Bogen indeholder opskrifter på alt fra julekugler, stjerner til vimpler, svampe og egern. Fælles for projekterne er at det er små relativt hurtige ting at strikke. Allerede da jeg så forsiden af bogen vidste jeg at jeg skulle lave de fine buttede julestjerner. Jeg havde faktisk en forventning om at de ville være ret avancerede men det var ren "tv strik", så nemme og ligetil. Jeg hækler somme tider trøstemus og lignende, og tænker faktisk at de her stjerner, kunne være rigtig fine strikket i friske farver til de lidt større børn, evt påmonteret et gladt ansigt. 
Nå tilbage til bogen. 
Bogen indledes med et 'Kom godt igang' afsnit. Der er tips og tricks til at få det bedst mulige resultat både i forhold til efterbehandling men også i forhold til valg af pinde så det strikkede bliver tilpas tæt, så fyldet ikke ses. 
Derudover er der en rigtig fin gennemgang af de teknikker der bruges i bogen samt hvilke opskrifter teknikkerne bruges i. Når jeg skriver "rigtig fin", så dækker det over at selv jeg forstår hvad det er jeg skal gøre, og det er ikke nødvendigvis en selvfølge når det kommer til strik.

Opskrifterne er let forståelige. Forfatteren har lagt vægt på at gøre opskrifterne så tydelige som muligt, ved at skrive dem næsten uden forkortelser, således at det kun er ind- og udtagninger der er beskrevet ved brug af forkortelser. Det kan der være for og imod. Det kan gøre en opskrift meget lang men i det her tilfælde, ihvertfald i forhold til de buttede stjerner så synes jeg det er et plus. Især når man ikke er den mest garvede strikker.

Vil jeg anbefale bogen? Absolut, jeg synes der er mange fine opskrifter i og de har et enkelt, ikke for klumpet udseende, der gør at de færdige projekter ser flotte og elegante ud.

Bogen er sponsoreret af Turbine.dk. I kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.

mandag den 16. november 2020

Moderne broderi - på strik og tøj

Denne gang får i en anmeldelse af en lidt anderledes bog, i forhold til dem jeg plejer......og så alligevel ikke.
I bogen Moderne broderi på strik og tøj af Warunee Bolstad finder man en blanding af strikkeopskrifter og broderi mønstre til at dekorere dine strikkeprojekter med eller upcycle gammelt tøj fra skabet.

Bogen indledes med et afsnit om redskaber og materialer. Dette er guld værd hvis man ikke har prøvet at brodere før. F.eks er en broderiramme og forklaringen heraf essentielt for et flot resultat når man brodere de mindre fine broderier.
Der er herudover et afsnit med strikkeopskrifter og broderi på strik samt et afsnit med Broderi på tøj og tilbehør. 

Afsnittet om Broderi på strik indeholder både strikkeopskrifter og inspiration til broderier der passer til de enkelte modeller.  
Jeg valgte at prøve at lave en lille blomst på den hue jeg strikkede i forbindelse med den sidste boganmeldelse jeg lavede. Blomsten består af en stor fransk knude i midten og kædesting med bagsting til kronbladene. Okay indrømmet det var ikke det mest kompliserede broderi men jeg var faktisk overrasket over hvor nemt det var at brodere i strik. 

Hvis broderi ikke er det man har lavet mest af, så er afsnittet om Mønstre og teknikker samt Mønsterbiblioteket rigtig godt. Der er fine step by step billedevejledninger samt en tekstforklaring på de enkelte masker. Derudover er der en let forståelig forklaring på de forskellige metoder der bruges.
 



Jeg er typen der helst ikke smider noget ud med mindre det virkelig ikke kan bruges mere, og selv der så ender t-shirts mm. ofte som klude på mandens værksted inden de kasseres helt. Det er nok derfor at det afsnit jeg er mest vild med er Broderi på tøj og tilbehør. De giver super fed inspiration til at pifte garderoben lidt op eller lappe et lille hul på en fin og kreativ måde. 

Noget jeg godt kan lide ved bogen er at den også indeholder strikkeopskrifter som passer godt til broderierne. Jeg er ikke sikker på at bogen havde været en keeper hvis det udelukkende var broderi mønstre, men kombinationen af strikkeopskrifter og broderi mønstre er rigtig god.

Herfra får bogen en anbefaling hvis man er til det feminine og elsker upcycling.

Bogen er sponsoreret af Turbine.dk. I kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.
 

#BYSTRIK

 

På det sidste har den stået rigtig meget på strik herhjemme. Jeg har ellers altid hæklet mest, men det er som om, at efter jeg er begyndt at prioritere egostrik til mig selv, så er strikkepindene "vokset på mig".

Idag får i så en anmeldelse af bogen #BYSTRIK af Ingunn Myklebust. 
Bogen indledes med et kort afsnit med lidt tips og tricks, både helt lav praktisk i forhold til processen men også til behandling af det færdige projekt. 

Der er prioriteret godt med plads i bogen til en masse virkelig lækre billeder af de færdige projekter af de opskrifter der er i bogen. Personligt synes jeg det er fedt at se f.eks en sweater fra flere vinkler, og inspirerende at se dem strikket i forskellige farvekombinationer, især dem med mønster. Jeg er typen der har virkelig svært ved at forestille mig farver sammen, så det er rart at kunne se lidt forskellige muligheder.

Opskrifterne er opdelt i 5 kategorier. Til hende, til børnene, til ham, til hunden og til alle. Det er helt klart opskrifterne 'til hende' og 'til alle' der fylder mest i bogen, men 'til børn' er også godt med. Opskrifterne spænder fra alt fra sweatre til alle aldre samt hunden og dukken til huer, tørklæder, pude mm. så der er noget for alle. 

Bogen hedder Bystrik, og min umiddelbare tanke var at overskriften var lidt malplaceret, ihvertfald i forhold til en del af projekterne, der indeholder meget mønster. Meeeeeen så var det at jeg lige tjekkede forfatterens instagram profil ud. Hun er jo nordmand, og så gav det pludselig mening. Ja det burde jeg jo nok have regnet ud med hendes navn, men ja det er mandag så ja den roterer ikke for stærkt på første. Vil dog tilføje at der altså også er masser af projekter der er mere ensfarvede hvis man er mere til det.




Jeg valgte at strikke den opskrift der hedder 'Hue med rullekant'. Fuldstændig basic glastrik, men der var en mening med det, for den skal nemlig bruges i næste boganmeldelse. 
Opskrifterne virker nemme at gå til og jeg kan godt lide måden de er sat op på. F.eks er starten på opskrifterne fremhævet med fed så det er nemt lige at se hvor mange masker der skal slåes op. 

Bogen er helt sikkert en keeper. Nogle af de projekter jeg godt kunne tænke mig at lave fra den er Bysweateren der både er i en herre og dame model, Innas drømmetrøje og Mika sweater i kortærmet. Er du nysgerrig kan du helt sikkert finde dem på designerens Instagram profil @Knitting_Inna.

Bogen er sponsoreret af Turbine.dk. I kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.

fredag den 6. november 2020

Witre Design - En strikkers år

Det næste stykke tid kan i glæde jer til flere boganmeldelser på super fede strikke- og hæklebøger. Måske kan i blive inspireret til et par julegave ønsker. 

Den første i får en anmeldelse af, er Witre Design - En strikkers år, af Ida Wirak Trettevik. Det er en jeg har haft liggende siden i sommers, men da jeg har været mest fan af vinter og overgangs kapitlerne får i først en anmeldelse af bogen nu. 

Modsat mange andre strikkebøger indeholder denne bog ikke en masse afsnit med strikkeskole, beskrivelse af garntyper og pinde osv. Til gengæld får du en bog hvor pladsen er brugt på en masse lækre opskrifter. 

Bogen er opdelt i årstider. Dvs. der er et kapitel med henholdsvis vinter, forår, sommer og efterår. 
Bogen indeholder 30 opskrifter til hele familien, og er af alt lige fra vanter og huer, til lækre overgangs sweatre, cardigans og sommerkjoler. 

Opskrifterne er sat overskueligt op og skrevet så de er lette at forstå. Ved hver opskrift er der lidt tips til den enkelte opskrift og ideer til hvad du kan søge på hvis du har brug for hjælp til de forskellige teknikker.

Personligt er jeg ikke fan af sommerafsnittet, jeg er hverken til strikkede kjoler eller bare overarme. Sidst nævnte kan muligvis, okay sandsynligvis, hænge sammen med at min hang til chokolade og lyst brød med smør og ost har sat sine spor på størrelsen af mine overarme, så ja well kort sagt: 'it ain't pretty'. Derudover har jeg det lidt svært med beklædning i bomuld. Jeg synes det har en tendens til at blive lidt fladt og 'dødt' at se på. Har man børn er der dog en rigtig sød model til pigerne, og der tænker jeg bomuld lidt er en fordel i forhold til vask. 

Jeg er til gengæld ret vild med kapitlerne vinter, forår og efterår. Der er super fede sweatre, cardigans, huer og vanter. Det er faktisk sjældent at jeg finder en bog med bklædning hvor jeg synes mere end et enkelt projekt er fedt, men heri er der en del projekter jeg godt kunne finde på at lave. 


As usual skulle jeg jo lige prøve at lave noget fra bogen, for lige at prøve at sidde med en opskrift fra bogen og jeg valgte Grünerhuen. Opskriften går fra str 1-2år og op til stor voksen. På den mindste størrelse er der angivet hvordan der stikkes øreklapper til.
Jeg valgte at lave huen med et lille twist. I bogen trækkes garnenden gennem de resterende masker, men jeg valgte i stedet at trække en elastik igennem maskerne således at der kom et hold i toppen hvor min knold kan komme igennem. Jeg har hår ned til under numsen så det fylder en del og ser oftest ret tosset ud med hue udenpå. Selvom det ikke er et kæmpe projekt så giver det en ide om hvordan opskrifterne er opbygget og skrevet.

Vil jeg anbefale bogen? Helt sikkert, altså bortset fra sommerdelen men det er jo langt hen af vejen en smagssag, og der er helt sikkert nogen der vil finde sommerprojekterne super fede. For mig bliver det sweatre og cardigans fra bogen der kommer på nålene og måske et par luffer. 

Bogen er sponsoreret af Turbine.dk. I kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.

søndag den 14. juni 2020

Harry Potter - Magi på pindene

Faktisk har jeg aldrig været den store Harry Potter fan, men da denne bog kom ind af døren blev jeg alligevel lidt nysgerrig på hvordan strik kunne kombineres med den eventyr verden der er i fortællingerne om Harry og hans venner. 

Bogens opskrifter er inddelt i fire emner, Magiske væsener, Troldmands garderobe, Magisk beklædning og Skønne ting til hjemmet. Der er opskrifter til strikkere på ethvert niveau, lige fra begyndere til de mere øvede. Under navnet på hver opskrift er angivet hvilken sværhedsgrad den har, ligesom der er en dejlig overskuelig boks med opskriftens fakta som færdig størrelse, materialer, strikkefasthed m.m. Derudover er der en god blanding af små hurtige projekter som f.eks. huer, vanter, kopvarmere og de fine vaskeklude med de syv Horcruxer til større projekter som uglen Hedwig, bluser og sweatre. 

Til sidst i bogen er der et fint afsnit med beskrivelse af teknikker og forklaringer på forskellige begreber brugt i bogen samt et afsnit med forkortelser. Jeg er ikke super øvet strikker og jeg synes at der er gjort noget ud af at gøre beskrivelserne af teknikkerne let læselige og forståelige. 

Som jer der følger med i mine anmeldelser nok har opdaget foretrækker jeg at lave noget fra de bøger jeg anmelder. Det giver bare en bedre føling med opskrifterne og bogens indhold generelt når man sidder og arbejder med opskrifter fra den. 
Jeg valgte at lave en af de små hurtige projekter denne gang, nemlig en af vaskekludene med Horcrux motiv. Valget faldt på den med Nagini. Årsagen....jo altså jeg har igennem en årrække haft en del krybdyr, heriblandt slanger, nærmere betegnet kornsnoge. For nogle år siden solgte jeg en til en familie og ikke længe efter fik jeg en af børnene som elev. Han kommer stadig og spørger hvordan Naginis forældre og søskende har det når han ser mig på skolen. De havde nemlig døbt kornsnogen Nagini og det er egentlig grunden til at jeg kender det Horcrux og derfor var det jo oplagt. 
Hele bogen igennem er der små citater, billeder fra filmene og andre facts Og for hver opskrift er der en lille fortælling om det strikkede. F.eks. er der en beskrivelse af en scene under Fluffy den trehovede hund, der tager en med tilbage til filmen. 
Alle disse billeder og tekster er med til at tage en med ind i det univers bogens opskrifter repræsentere og selv for en som ellers ikke kender det store til Harry Potter er det hyggeligt at læse og se billederne. 

Vil jeg anbefale bogen? Altså personligt er jeg jo som sagt ikke den store Harry Potter fan og af den grund havde jeg nok ikke selv investeret i den, men, og der er et men for jeg ville klart anbefale den til Harry Potter fans eller måske mor eller bedstemor til en Harry Potter fan. Bogen er meget alsidig både i sværhedsgrad og projekt størrelse. Er du mor eller bedstemor til en lille Harry Potter fan, vil i helt sikkert kunne få masser af tid til at gå med, at sidde sammen og kigge billeder og læse tekster når der skal vælges projekter den lille fan gerne vil have du skal strikke. 

Bogen er sponsoreret af Turbine.dk, i kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.