HTML

mandag den 16. november 2020

Moderne broderi - på strik og tøj

Denne gang får i en anmeldelse af en lidt anderledes bog, i forhold til dem jeg plejer......og så alligevel ikke.
I bogen Moderne broderi på strik og tøj af Warunee Bolstad finder man en blanding af strikkeopskrifter og broderi mønstre til at dekorere dine strikkeprojekter med eller upcycle gammelt tøj fra skabet.

Bogen indledes med et afsnit om redskaber og materialer. Dette er guld værd hvis man ikke har prøvet at brodere før. F.eks er en broderiramme og forklaringen heraf essentielt for et flot resultat når man brodere de mindre fine broderier.
Der er herudover et afsnit med strikkeopskrifter og broderi på strik samt et afsnit med Broderi på tøj og tilbehør. 

Afsnittet om Broderi på strik indeholder både strikkeopskrifter og inspiration til broderier der passer til de enkelte modeller.  
Jeg valgte at prøve at lave en lille blomst på den hue jeg strikkede i forbindelse med den sidste boganmeldelse jeg lavede. Blomsten består af en stor fransk knude i midten og kædesting med bagsting til kronbladene. Okay indrømmet det var ikke det mest kompliserede broderi men jeg var faktisk overrasket over hvor nemt det var at brodere i strik. 

Hvis broderi ikke er det man har lavet mest af, så er afsnittet om Mønstre og teknikker samt Mønsterbiblioteket rigtig godt. Der er fine step by step billedevejledninger samt en tekstforklaring på de enkelte masker. Derudover er der en let forståelig forklaring på de forskellige metoder der bruges.
 



Jeg er typen der helst ikke smider noget ud med mindre det virkelig ikke kan bruges mere, og selv der så ender t-shirts mm. ofte som klude på mandens værksted inden de kasseres helt. Det er nok derfor at det afsnit jeg er mest vild med er Broderi på tøj og tilbehør. De giver super fed inspiration til at pifte garderoben lidt op eller lappe et lille hul på en fin og kreativ måde. 

Noget jeg godt kan lide ved bogen er at den også indeholder strikkeopskrifter som passer godt til broderierne. Jeg er ikke sikker på at bogen havde været en keeper hvis det udelukkende var broderi mønstre, men kombinationen af strikkeopskrifter og broderi mønstre er rigtig god.

Herfra får bogen en anbefaling hvis man er til det feminine og elsker upcycling.

Bogen er sponsoreret af Turbine.dk. I kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar