HTML

fredag den 4. december 2020

Strikket julepynt


Så blev det december så hvad er mere oplagt end en boganmeldelse af en julebog, nemlig bogen Strikket julepynt af Thea Rytter der har Instagram profilen VaskaVullaKnit.

Allerede da jeg så forsiden var jeg forelsket. Okay overdrivelse fremmer forståelsen, men julepynten er bare så enkel og farverne så behagelige at kigge på. Som jeg nævnte i en tidligere anmeldelse er strik virkelig begyndt at vokse på mig, og nu hvor jeg har lært magic loop så gør det småtterier væsentlig nemmere at have med at gøre!

Bogen indeholder opskrifter på alt fra julekugler, stjerner til vimpler, svampe og egern. Fælles for projekterne er at det er små relativt hurtige ting at strikke. Allerede da jeg så forsiden af bogen vidste jeg at jeg skulle lave de fine buttede julestjerner. Jeg havde faktisk en forventning om at de ville være ret avancerede men det var ren "tv strik", så nemme og ligetil. Jeg hækler somme tider trøstemus og lignende, og tænker faktisk at de her stjerner, kunne være rigtig fine strikket i friske farver til de lidt større børn, evt påmonteret et gladt ansigt. 
Nå tilbage til bogen. 
Bogen indledes med et 'Kom godt igang' afsnit. Der er tips og tricks til at få det bedst mulige resultat både i forhold til efterbehandling men også i forhold til valg af pinde så det strikkede bliver tilpas tæt, så fyldet ikke ses. 
Derudover er der en rigtig fin gennemgang af de teknikker der bruges i bogen samt hvilke opskrifter teknikkerne bruges i. Når jeg skriver "rigtig fin", så dækker det over at selv jeg forstår hvad det er jeg skal gøre, og det er ikke nødvendigvis en selvfølge når det kommer til strik.

Opskrifterne er let forståelige. Forfatteren har lagt vægt på at gøre opskrifterne så tydelige som muligt, ved at skrive dem næsten uden forkortelser, således at det kun er ind- og udtagninger der er beskrevet ved brug af forkortelser. Det kan der være for og imod. Det kan gøre en opskrift meget lang men i det her tilfælde, ihvertfald i forhold til de buttede stjerner så synes jeg det er et plus. Især når man ikke er den mest garvede strikker.

Vil jeg anbefale bogen? Absolut, jeg synes der er mange fine opskrifter i og de har et enkelt, ikke for klumpet udseende, der gør at de færdige projekter ser flotte og elegante ud.

Bogen er sponsoreret af Turbine.dk. I kan læse mere om hvordan jeg forholder mig til sponsorerede indlæg her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar